Udskriv

Et sammenhængende flow

Skrevet af Julie Trøllund Jensen til .

På Hospitalsenheden Horsens har man sat fornyet fokus på en endnu bedre udnyttelse af Klinisk Logistik med et sammenhængende flow mellem sengeafsnit, operationsgang og opvågningen. Herved kan personalet følge patientens fysiske placering i realtid, hvilket giver et langt bedre grundlag for planlægning i de forskellige afdelinger.

I praksis medfører det, at sengeafsnittet allerede inden patienten forlader afdelingen for at blive opereret, reserverer den nuværende seng, til når patienten returnerer. Herved vises patienten fortsat på sengeafsnittets oversigter, selvom patienten midlertidigt overflyttes til OP-afdelingen.

På OP sættes operationen i gang via Klinisk Logistik som vanligt og Modtagerafdelingen sættes enten til Opvågning eller Sengeafsnit. Herved vises patienten på adviseringslisten på det pågældende afsnit, hvor de kan følge operationen og få et indblik i, hvornår de kan vente patienten på afdelingen.

Flyttes patienten til Opvågning, oprettes herfra en advisering til sengeafsnittet, hvilket både informerer afdelingen og portørerne om, hvornår patienten kan flyttes.

Den fortsatte optimering af flowet mellem afdelingerne giver de mere end 1000 involverede personaler langt bedre og mere retvisende informationer om patienter og daglige aktiviteter med patientdata og -historik, der følger patienten og løbende opdateres på tværs af hospitalets afdelinger.