Udskriv

Region Midtjylland og Cetrea indgår aftale om klinisk logistik

Skrevet af Jakob E. Bardram til .


Region Midtjylland underskrev mandag den 8. oktober, kontrakt med Systematic og underleverandørerne Cetrea og CapGemini om en samlet it-løsning til klinisk logistik på alle hospitaler i Region Midtjylland.


Cetrea vinder udbud på klinisk logistik

Efter en udbudsrunde har Region Midtjylland nu skrevet kontrakt med Systematic og underleverandørerne Cetrea og CapGemini, som med afsæt i Cetreas produkter skal levere og udvikle en sammenhængende klinisk logistik-platform for hele sundhedsområdet i den midtjyske region.

I dag anvendes Cetreas teknologi allerede af flere afdelinger på fire hospitaler i Region Midtjylland, hvor der er gennemført undersøgelser med dokumenteret positiv effekt på øget effektivitet og kvalitet i behandlingen samt forbedret arbejdsmiljø for de ansatte. Med den nye aftale tager Region Midtjylland nu et banebrydende skridt ved at udbrede og konsolidere en samlet it-platform til klinisk logistik for samtlige hospitaler i regionen. Region Midtjylland forventer store gevinster, som vil komme både patienter og klinikere til gode.

Ole Thomsen, sundhedsdirektør i Region Midtjylland:

I flere år har vi sporadisk anvendt it-understøttelse af klinisk logistik på forskellige hospitaler. Med én samlet kontrakt vil vi nu udbrede og konsolidere, så vi får én fælles it-løsning til klinisk logistik på alle hospitalerne i Region Midtjylland,

Jeg er glad for, at vi nu har fået denne kontrakt på baggrund af en konstruktiv udbudsproces, og jeg er sikker på, det bliver til fordel for både patienter og personale. Region Midtjylland investerer her i et værktøj, der gør det nemmere for klinikerne og for patienterne at få overblik, samtidig med det er økonomisk fordelagtigt for regionen at have én, samlet kontrakt.

Om klinisk logistik i Region Midtjylland

Den tilbudte løsning understøtter Region Midtjyllands vision om at udnytte it til klinisk logistik og opnå en effektiv disponering af ansatte, faciliteter og hospitalsudstyr for herigennem at kunne yde en god service til patienterne og deres pårørende.

Cetreas løsning giver hospitalspersonalet et realtidsopdateret, fuldt her-og-nu overblik over patientflow, ressourcer, behandlingsplaner og arbejdsopgaver for den enkelte afdeling, hele hospitalet eller andre hospitaler i Region Midtjylland. Personalet får alle de informationer, de skal bruge, dér hvor de er og fra de medier, de anvender, såsom interaktive storskærme, pc’er, smartphones og tablets. It-løsningen til klinisk logistik er bygget til at understøtte patientens samlede forløb i sundhedsvæsenet, er tilpasset de forskellige behov i akut-, operations- og sengeafdelinger, og er samtidig forberedt til at binde væsentlige it-systemer sammen bl.a. CPR, Booking, RIS (radiologi) og LABKA II (laboratorium), så der skabes effektive arbejdsgange for klinikeren på tværs af systemer til gavn for patienten. Løsningen er desuden specificeret sådan, at den er åben for fremtidig kobling til de dele af sundhedssystemet, der ligger uden for hospitalsområdet.

Kravene i udbuddet fordelte sig med 30% på økonomi, 25% på strategisk samarbejde, 25% på funktionalitet, 15% på it-arkitektur og 5% på implementering. Øvrige tilbudsgivere var IBM og Logica.